Japanske makakker: hvorfor sneaberne bader

Den nordligste abe

Den japanske makak, Macaca fuscata, er Japans eneste hjemmehørende abe og den nordligst levende primat i verden, når man ser bort fra mennesket. Dens udbredelse når op til Shimokita-halvøen i den nordlige ende af Honshu, hvor sneen ligger i månedsvis, og arten er bygget til det. En tyk gråbrun pels vokser ud til vinteren, ansigtet og bagdelen er nøgne og røde, og den røde farve bliver dybere i den kolde årstid, som også er parringstiden, fra omkring efteråret og ind i vinteren. En vild makak kan blive 20–30 år, selv om mange ikke når så langt.

De spiser næsten alt, skoven byder på. Frugt og frø om efteråret, knopper og bark om vinteren, insekter og unge blade om foråret. I Jigokudani lægger parkens personale korn og sojabønner ud, med æbler i sæsonen, så flokken kommer ned fra skråningerne de fleste dage, og derfor finder man dem som regel nær bassinet. Aberne er vilde, og de trækker op i skoven igen om natten.

Rang, mødre og døtre

En makakflok bygger på rang. Hver voksen ved, hvem der står over hvem, og rækkefølgen afgør, hvem der spiser først, hvem der sidder hvor, og hvem der plejer hvis pels. Rangen går i arv på kvindesiden. Døtre arver en plads lige under deres mødre, og hunnerne bliver hele livet i den flok, de er født i, så flokken i Jigokudani er et net af bedstemødre og døtre, tanter og søstre. Hannerne forlader flokken, når de bliver kønsmodne, og flytter mellem flokke, hvilket holder genpuljen blandet.

Flokken i Jigokudani tæller langt over hundrede dyr, og den opfører sig som én enhed på skråningen. Pelsplejen er limen. Se på to voksne i ti minutter, og den ene vil være i gang med at pille i den andens pels, hvilket fjerner parasitter og bilægger stridigheder. De unge bruger dagene på at slås for sjov og falde ned fra ting, mens de voksne mest overser dem.

Sådan begyndte badningen

Intet ved varmt vand er naturligt for en makak. Vanen i Jigokudani opstod i begyndelsen af 1960'erne, da en ung abe fulgte efter noget mad ned i udendørsbadet på en ryokan nær Shibu Onsen, syntes, vandet var rart, og kom tilbage. Andre i flokken gjorde det efter, som makakker gør, og snart delte gæsterne bad med aber. Løsningen blev at give aberne deres eget bassin, fodret af de samme varme kilder, et stykke længere oppe i dalen. Parken, Jigokudani Yaen-koen, åbnede omkring det i 1964.

Der følger to ting af den historie. Badet er en tillært vane hos én flok, ikke et træk ved arten, og derfor er der ingen andre vilde makakker i Japan, der bader sådan. Og aberne bruger bassinet, som du ville, for varmens skyld. Fra cirka december til marts går de i de fleste dage; fra midt i marts siger busarrangøren, at det afhænger af vejret, og om sommeren sidder de rundt om bassinet og går sjældent i. Ingen tur lover badning, og ingen kan. Måned for måned har bassinet sin egen kalender.

Hvad det varme vand gør for dem

Forskere, der fulgte hunnerne i Jigokudani gennem en vinter, målte glukokortikoider, stresshormonerne, i deres ekskrementer. De aber, der badede, havde lavere niveauer i de kolde uger end dem, der ikke gjorde, og de badede mere i de koldeste perioder, så bassinet ser ud til at dæmpe vinterens stress. Samme undersøgelse fandt, at de højest rangerende hunner tilbragte mest tid i vandet og tog de varmeste pladser, hvilket passer med alt andet om rang i en flok. Lavt rangerende aber venter ved kanten eller varmer sig i solen.

Så badet er ikke leg, heller ikke når de unge dyr plasker. En abe i vandet sparer energi i en årstid, hvor den lever af bark og knopper. Det er også derfor, en mild eftermiddag i marts kan byde på en tør flok og en busfuld skuffede besøgende.

Kartoffelvask på Koshima

Det klareste bevis på, at makakker lærer af hinanden, kom fra en anden flok, på den lille ø Koshima ud for Kyushu. I 1950'erne lagde forskere søde kartofler ud på stranden, og en ung hun, de kaldte Imo, begyndte at vaske sandet af sin i et vandløb. Hendes legekammerater gjorde det efter, så deres mødre, og inden for få år vaskede det meste af flokken kartofler, senere i havet, som giver dem salt. Ældre hanner var de sidste til at tage det til sig. Aberne på Koshima gør det stadig. Badet i Jigokudani er den samme historie med varmt vand i stedet for et vandløb. En ung abe prøver noget, de jævnaldrende følger efter, og en flok får en skik.

Unger, leg og hvorfor du ikke skal stirre

Ungerne fødes sidst på foråret og først på sommeren, cirka fra sidst i april til juni. De første uger klamrer ungen sig til morens mave, så rider den på hendes ryg, og midt på sommeren tumler den rundt med de andre unger under opsyn af mor og tanter. Et sommerbesøg går glip af sneen, men får ungerne, og billederne af mødre og unger i privatbilernes annoncer er fra den årstid. Unge makakker leger også i bassinet om vinteren, helt uden de voksnes alvor.

Hvordan du opfører dig på stien, betyder mere her end de fleste steder med vilde dyr, for aberne går lige igennem mængden; en anmelder beskriver, hvordan de snoede sig mellem de besøgendes ben. Reglerne ved indgangen er artens eget sprog. Et direkte blik er en trussel mellem makakker, så se på dem gennem et kamera eller fra siden. Viste tænder er også en trussel, så et bredt grin til en abe er en dårlig idé. Hold maden ude af syne, giv dem ikke mad, rør dem ikke, og lad selfiestangen blive i tasken, for en stang, der svinges nær en makak, opfattes som et våben. Stien, bassinet, reglerne har hele listen, og sneaber med børn forklarer det for små børn.

Hvor makakker ellers lever

Japanske makakker lever på Honshu og på de to store øer syd for den, men ikke på Hokkaido, hvis koldere skove ligger på den anden side af det stræde, der markerer artens nordgrænse. Øen Yakushima syd for Kyushu har sin egen, mindre underart i den mosklædte cederskov. I Kyoto lever en flok på bakken ved Arashiyama, og på Shodoshima i Seto-indlandshavet er en anden flok blevet fodret af en abepark i årtier. Ingen af dem bader. Vil du se makakker i varmt vand, er Jigokudani den eneste vilde flok, der gør det.

Sådan kommer du til flokken

Alle ture fra Tokyo når den samme flok. Forskellen er tiden ved bassinet og timerne omkring den. H.I.S.-bussen, fra ~138 €, giver omkring 2 timer; JTB's shinkansen-tur, fra ~270 €, omkring 2,5 timer med en autoriseret guide; privatbilen pr. person, fra ~117 €, omkring 2 timer med chauffør; og Luxurious Travel Master, fra ~492 € pr. gruppe, omkring en time, medmindre du beder om mere.

På et stramt budget er Cultural Tour Japans private minibus, fra ~59 € pr. person, billigere end alle andre privatbiler her og har autostole til børn med; hagen er et antal anmeldelser, der stadig kun tælles i få dusin, plus entré og måltider oveni. Overnatter du i Nagano, kan du tage med på Yadorokus halve dag med aber, Shibu Onsen og soba, fra ~120 €, entré inkluderet; at den starter i Nagano, er også hagen, for toget fra Tokyo må du selv sørge for. Sneaber på egen hånd forklarer det tog, Zenko-ji, Shibu Onsen og Obuse dækker stoppene omkring parken, og hvad en tur til sneaberne fra Tokyo koster tager sig af pengene.